Én af Microsoft´s helt store nyheder på Inspire 2021 er Windows 365, hvilket betyder at Windows 10 og 11 meget snart bliver lanceret som cloud-løsninger.
Ifølge Microsoft betyder det, at du kan køre Windows på hvilken som helst enhed – fra Mac, iPad til Linux og Android. Få indblik i Windows 365 her:
Microsoft løfter nu sløret for det nye Windows 365.
Der er tale om, at Microsofts så udbredte og populære styresystem Windows nu også bliver muligt at streame fra skyen.
I første omgang præsenterer Microsoft Windows 10 og det spritnye Windows 11 i cloud-udgaver, der giver brugere mulighed for at afvikle deres helt eget personlige Windows fra hvilken som helst enhed, de skulle have lyst til.
“I dag er vi glade for at kunne annoncere Windows 365, en cloud-service, der introducerer en ny måde at opleve Windows 10 eller Windows 11 på,” lyder det fra Wangui McKelvey, direktør for Microsoft 365, i forbindelse med Microsofts virtuelle konference Inspire 2021.
Windows 365, der er bygget på Azure Virtual Desktop, vil blive tilgængeligt for brugere fra 2. august 2021.
Det vil præsentere it-afdelinger verden over for en helt ny computerkategori rettet mod hybridverdenen i form af, hvad Microsoft kalder for cloud pc.
“Cloud PC repræsenterer det næste store skridt i cloud computing, der forbinder Microsofts cloud og personlige enheder på en ny og kraftfuld måde. Med meddelelsen om Windows 365 inviterer vi organisationer, medarbejdere og partnere, til at forestille sig nye oplevelser med Windows og deres enheder og ser frem til at skabe nye scenarier for brugere overalt,” er beskeden fra Microsoft.
Windows 365 kan afvikles på enhver enhed
Som Microsoft har gjort med andre produkter så som Office-pakken, bringer Microsoft med Windows 365 operativsystemet i clouden – inklusiv alle brugerens apps, data og indstillinger – med mulighed for at køre det på hvilken som helst enhed.
Det betyder, at Windows vil kunne streames på selv en iPad eller Linux-enhed, lyder det fra Microsoft.
“Windows 365 giver en øjeblikkelig opstartsoplevelse, der gør det muligt for brugere at streame alle deres personlige applikationer, værktøjer, data og indstillinger fra skyen på tværs af enhver enhed inklusive din Mac, din iPad, din Linux-enhed og din Android,” forlyder det.
“Windows-oplevelsen er konsekvent, uanset enhed. Du kan fortsætte lige hvor du slap, fordi tilstanden på din cloud PC forbliver hvor du stoppede, selv når du skifter enhed,”
Windows 365 vil ifølge Microsoft give organisationer af alle størrelser den kraft, enkelthed og sikkerhed, som der lige nu er brug for, for at tilfredsstille skiftende behov hos medarbejderne.
Sådan styres Windows 365
Windows 365 understøtter gængse Microsoft-løsninger som Dynamics 365 og Power Platform, og Microsoft er derudover klar med App Assure – en service, der skal sikre, at eventuelle problemer med applikationer som eksempelvis kompatibilitet kan løses uden yderligere omkostninger.
Med Windows 365 bliver det muligt for it-administratorer at vælge størrelsen på cloud pc-enheder, så de bedst passer organisationens behov. Prismetrikken hedder her per bruger per måned, og det vil være muligt enten at vælge enten Windows 365 Business og Windows 365 Enterprise.
Microsoft fremhæver endvidere, at de nye Windows 365-enheder vil administreres samme sted som fysiske enheder i Microsoft Endpoint Manager, hvor der ligeledes vil være mulighed for at tilføje sikkerhedspolitikker.
“Du kan skalere processorkraft og overvåge ydeevnen på cloud pc’en for at sikre, at dine brugere får den bedste oplevelse. Vi har også indbygget analyser i tjenesten, der ser på forbindelsen på tværs af netværk for at sikre, at dine cloud pc-brugere kan nå alt, hvad de har brug for på dit netværk,” forklarer Wangui McKelvey.
Med Microsoft Endpoint Manager kan du administrere dine cloud pc’er sammen med dine fysiske enheder.
Windows 365 leverer ifølge Microsoft cloud pc-specifikke sikkerhedsbaselinjer, så du kan komme i gang hurtigt og sikkert.
Fokus på sikkerhed
I disse tider har Microsoft selvsagt lagt et stort fokus på, at Windows 365 ifølge selskabet selv er sikret bedst muligt.
Der er anlagt en Zero Trust-arkitektur, der hjælper Windows 365 med at løse kritiske sikkerhedsudfordringer ved at designe, lagre og sikre information i skyen, og ikke på enheden.
Multi-faktor-autentificering (MFA) fungerer til at verificere ethvert login- eller adgangsforsøg til en cloud pc gennem integration med Microsoft Azure Active Directory (AzureAD).
Og hvis du bruger Microsoft Defender til Endpoint til at beskytte dine enheder, fungerer det ifølge Microsoft også problemfrit med dine cloud PC’er.
Du kan bruge Microsoft Endpoint Manager til hurtigt til at oprette cloud pc’er ligesom dine andre enheder med Defender for Endpoint, lyder det fra Microsoft.
Kryptering over hele linjen. Alle administrerede diske, der kører cloud PC’er, er krypteret, alle gemte data krypteres i hvile, og al netværkstrafik til og fra din cloud-PC er også krypteret, lyder det fra Microsoft.
Hvilken indflydelse får det for partnerne?
Med Windows 365 er der lagt op til nye muligheder for Microsofts enorme partnernetværk.
Microsoft fremhæver således, at softwareleverandører kan fortsætte med at opbygge Windows-apps og nu levere dem i skyen, og ifølge Microsoft nå ud til et bredere publikum.
Windows 365 giver også nye udviklingsmuligheder, da det stiller API’er til rådighed for partnere, så de kan bringe deres egne innovationer til markedet, forlyder det.
“Vores kunder vil se på systemintegratorer og administrerede tjenesteudbydere for at få hjælp med at få mest muligt ud af hele deres Windows-landskab,” pointerer Microsoft.